Vand - sparetips
I Esbjerg Forsynings forsyningsområder bruges der i de private husholdninger næsten 120 liter vand pr. person i døgnet.
Selv om forbruget er faldet meget de sidste 20 år, skal vi forsat forsøge at spare mest muligt på det rene vand. Ud over at vandregningen bliver mindre, er det også samfundsøkonomisk og miljømæssigt en god idé at spare på vandet.
Her er nogle råd, der kan hjælpe til at mindske forbruget af vand:
- Aflæsning. Kontroller jævnligt vandforbruget ved at aflæse vandmåleren (ugentlig). Derved opdager du hurtigt, hvis der er en utæthed i den skjulte installation og du undgår ubehagelige overraskelser, når du får din årsopgørelse.
- Vask. Fyld vaske- og opvaskemaskiner helt op hver gang de anvendes. Vær opmærksom på vandforbruget, når du køber nye.
- Badning. Tag brusebad i stedet for karbad og luk for vandet under indsæbning. Sørg for at der er monteret sparebrusere.
- Drikkevand. Sæt en kande vand i køleskabet, så drikkevandet bliver koldt - i stedet for at lade vandet løbe. Vær dog opmærksom på, at vandkvaliteten kan være forringet, når der ikke har været forbrug i længere tid.
- Bilvask. Brug spand og børste i stedet for slange ved bilvask.
- Have. Brug vandkande i stedet for slange til havevanding. Vand om aftenen så fordamper der mindre af vandet.
- Toilet. En utæt toiletcisterne kan resultere i et stort vandspild, så vær opmærksom på at toilettet ikke "løber". Udskift gamle toiletter med nye dobbeltskyllende toiletter.
- Rindende vand. Undlad at bruge rindende vand til opvask, rengøring af grøntsager, optøning af frostvarer m.v. Luk for vandet når du børster tænder.

