Vand fra Esbjerg Forsyning
I 2010 blev der indvundet 7,4 mio. m3 grundvand af Esbjerg Forsyning. Efter behandling på vandværkerne, blev der udpumpet 7,7 mio. m3 vand til forbrugerne sammen med 174.000 m3 vand købt hos Bjøvlund Vandværk I/S.
Esbjerg Forsyning solgte 7,3 mio. m3 vand. Forskellen mellem udpumpet vand og solgt vand skyldes vandtab. Vandtab opstår f.eks. når ledninger bliver utætte eller ledninger skylles rene efter reparationer.
Råvandet hentes fra forskellige grundvandsmagasiner i dybder fra 50-230 m under jordens overflade. Vandet hentes fortrinsvis i store sandlag med lerdække over, så der ikke siver forurening ned til grundvandet.
Vandet pumpes hjem til vandværkerne, hvor forskellige stoffer, primært jern og mangan frafiltreres og der afblæses CO2, metan og svovlbrinte. Derefter tilsættes lidt kalk, hvis det er nødvendigt, for at hæve surhedsgraden (pH) til omkring 8,0. Herefter løber vandet i rentvandstanken, klar til at blive pumpet ud til forbrugerne.
På grund af den stigende forurening er det blevet svært at finde rent grundvand nær byområderne. Mange forureninger kan og vil man heller ikke rense sig ud af.
I Esbjerg Kommune har man politisk bestemt, at vandforsyningen skal hvile på rent grundvand, så derfor har man været nødt til at finde rent grundvand langt udenfor byområderne, og endda i andre kommuner.

